En kommune kan ikke »nøjes« med at tilbyde svømmeundervisning for folkeskoler - også private skoler skal have tilbuddet.
Dét viser en sag fra Stevns Kommune på Østsjælland, hvor Børneudvalget sidste år besluttede at tilbyde svømmeundervisning for folkeskolernes 4.-5. klasser.
»En nærmere granskning i forvaltningen viser nemlig, at da tilbuddet gives via den kommunale ungdomsskole, skal det rette sig mod alle kommunens borgere i den pågældende aldersgruppe. Det står at læse i loven om ungdomsskolevirksomhed,« skriver DAGBLADET Køge.
Sagen blev undersøgt, fordi Stevns Friskole spurgte, om dens elever kunne komme med i ordningen. De får nu tilbuddet, som vil koste kommunen ekstre 19.000 kroner om året til lønning af svømmetrænere. Til gengæld skal skolen selv betale et tilsvarende beløb for transport til og fra svømmehallen, da det ikke er en kommunal forpligtelse.