Svømmebade populære i valgkampen



4 kommuner med løfter om nye svømmebade, men også den manglende svømmeundervisning og den nye folkeskolelov inddrager svømmebadene.

I mange kommuner kan det være svært at se forskel på de opstillede partier – og det ser ud til, at én af måderne at adskille sig på, er ved at love svømmehaller til borgerne.

Ifølge Ritzau er gælder det i Fredensborg, Frederikssund, Lejre og Dragør.

- Det er en god idé at give konkrete løfter. Det kan være vanskeligt at gå til valg på nulvækst, siger valgforsker Christian Elmelund-Præstekær fra Syddansk Universitet til DR P4 København.

Vil genindføre skolesvømning

En søgning i Infomedias database viser, at svømmebadene dukker hyppigt op i artikler og læserbreve op til kommunalvalget tirsdag 19. november. Flere steder er det den manglende skolesvømning, som er anledningen, ligesom den nye folkeskolelov inddrager svømning:

- Det er jo sådan i dag, at skolebørnene i Dragør ikke får tilbudt svømme-undervisning. De ligger i stedet på et skrivebord til såkaldt tørsvømning. Det er jo grotesk pinligt, siger Sven Norup, der er kandidat for Amagerlisten i Dragør Kommune til DR P4 København.

Sven Norup lover derfor en svømmehal.

I Fredensborg skriver det konservative byrådsmedlem Thomas von Jessen i et læserbrev, at svømmehallen – som han betegner som Socialdemokratiets valgkanin – blev debatteret på et vælgermøde:

- Selvfølgelig bør en kystkommune som vores principielt tilbyde alle skolebørn svømmeundervisning. Det er alle enige om. Det Konservative Folkeparti mener, at svømmehalsprojektet lige nu er for risikofyldt, siger han med henvisning til at forslaget til 140 millioner kroner opererer med OPP-modellen.

Klub kan stå for skolesvømning

I Hillerød slår socialdemokraterne Peder Bisgaard, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, og John Mogensen, i et læserbrev til lyd for, at den manglende skolesvømnning overdrages til svømmeklubben:

»Svømning er den eneste sport du kan dø af ikke at kunne. Vi kender kommuner som med succes overlader svømmeundervisning til den lokale svømmeklub. Vi har en både dygtig og innovativ svømmeklub i Hillerød, som formentlig uden tøven vil være parat til at påtage sig opgaven? Lad det komme an på en prøve.«, skriver de.

De opfordrer desuden til, at folkeskolens nye læringsreform indlemmer svømning. når eleverne skal bevæge sig mere og have mere idræt.

Den nye ordning i folkeskolen inddrages også af SF’eren Jørgen Ekstrøm Jakobsen fra Allerød, som i et indlæg beklager, at skolernes svømmeundervisning ikke blev berørt på et vælgermøde, hvor idrætsforeningernes rolle blev debatteret:

Han skriver, at der er én ugentlig lektion på 45 minutter til én årgang, men den effektive svømmeundervisning er kun på 35 gange a 25 minutter:

»Det er langt fra nok til at lære tilvænning og tryghed i vandet samt de forskellige svømmearter. Det kan og bør vi kunne gøre bedre. Den nye folkeskolelov lægger op til mere bevægelse i undervisningen. Her er der en oplagt mulighed, især da vi fremover har to svømmehaller til rådighed.«, skriver han.

Svømmecenter tog initiativ

Men der er også svømmebade, som tager aktiv del i valgkampen. Nordjyske Stiftstidende citerer Mette Olsen, formand for Svømmecenter Terndrup:

- De gammeldags vælgermøder er kedelige. Det skal ske noget andet og anderledes.

Hun inviterede derfor byrådskandidaterne i Rebild til vådt vælgermøde, hvor 12 mødte op og skiftede til badetøj efter en spørgerunde i cafeteriaet.

Hér gav AquaPunkt-instruktør Bente Bilidt politikerne opgaver i vandet, hvor de fik en ring, som de skulle beholde på hovedet:

- Ringen er jeres politiske visioner og drømme, så dem skal I koncentrere jer 100 procent om, pointerede hun.

»Det kneb mere end godt var, selv om politikerne jo er kendt for både at kunne træde vande og begå sig i rørte vande.«, skriver avisen.

Avisen savnede dog en enkelt ting: »En udpræget politiker-disciplin som baglænssvømning var ikke på programmet.«

Skrevet af Administrator