Svømmebadsassistent: Dialog og samarbejde i fokus



Dialog og samarbejde er omdrejningspunkterne for uddannelsen til svømmebadsassistent – og netop i disse dage er det sidste frist for tilmelding til det næste hold med start til januar. 

Uddannelsen bliver løbende justeret, og ét af de områder, som på det seneste er kommet i fokus, er dialogen og samarbejdet mellem elev-svømmebad-skole:

- Vi gør det tydeligere for praktikstederne, hvad deres opgave er mellem skoleopholdene, og vi fortæller mere om, hvad vi underviser i, fortæller uddannelsesleder Mette Yde-Andersen fra Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød.

Det skal styrke samarbejdet, og samtidig sikre, at dét eleverne lærer på skoleopholdene, også er noget, de får prøvet kræfter med i dagligdagen.

Næsten 100 elever er blevet uddannet på de seks hold, der hidtil har været på den to-årige uddannelse, der skal sikre, at den gammeldags livredder opkvalificeres og får en masse viden om alle de mange områder, der i dag typisk indgår i arbejdet i et svømmebad.

Eleverne skal komme retur til svømmebadet med nye impulser og ny viden, så de bliver en vitaminindsprøjtning. Vi har eksempelvis tidligere fortalt om Lars Bredtved fra Maribo Hallerne:

- Jeg er ellevild for at komme på skolen og lære noget, jeg kan gå hjem og fortælle kollegerne, fortalte han.

Og hans chef, bademester Michael Sørensen supplerede: - Han er gået på med krum hals og er allerede kommet med gode ideer til, hvor vi kan ændre os. Så vi glæder os til at han kommer tilbage og sætter nye ting i gang!

Event scorer højt

Elevevalueringerne indgår som et vigtigt redskab i de løbende justeringer:

- Event er et område, der scorer højt – det er de ting, vi ikke gør til hverdag, bemærker Mette Yde-Andersen.

www.svommebad.dk og magasinet Svømmebadet har  fulgt uddannelsen tæt, og meldingen var eleverne har været, at det er spændende at lære om. Og fra svømmebadene, at der til daglig ikke er ressourcer til at finde på noget nyt – men når så eleverne kommer tilbage fra skoleopholdene med viden om, hvordan eksempelvis et wellness-arrangement gribes an, så sættes det i værk. Og giver ekstraomsætning og giver svømmebadet et positivt image.

Og skulle du have en potentiel elev, så haster det med at give besked på kontakt@svommebad.dk

Erling Madsen (erling.madsen@ajourpress.dk)

 

 

Billedtekst Lars_Bredtved/

- Jeg er ellevild for at komme på skolen og lære noget, jeg kan gå hjem og fortælle kollegerne, fortalte Lars Bredtved sidste år. Og hans chef i Maribo Hallerne Michael Sørensen glæder sig hver gang til han kommer tilbage fra skole med nye ideer. (Foto: Erling Madsen).

Skrevet af Administrator