Svømmeklub rammer ny målgruppe i havnebad



Sommeraktiviteter med svømmeundervisning er ikke noget nyt – men temaet kan alligevel varieres.

Det kan opleves i København, hvor Hovedstadens Svømmeklub har fået lov at benytte Havnebadet Fisketorvet af Københavns Kommune. I perioden juni-august tilbydes svømmeundervisning til børn og voksne.

Mange voksne har meldt sig – ikke mindst folk, der træner til triatlon: Her læres ikke mindst crawlteknik, og bassintræningen kombineres med træning i Øresund ved Amagerstrand.

- Men faktisk er vi mest fokuserede på den del af projektet, der handler om at undervise de lidt større børn, siger svømmeskolechef Jonas Enevoldsen til Vesterbro Bladet.

Og grunden til denne interesse uddyber han: - Her rammer vi en ny målgruppe for svømning i det fri og vi skaber et spændende og friskt alternativ til indendørs svømning.

Da sommervejret plejer at være lunefuldt, har svømmeklubben indkøbt våddragter, som lånes ud til børnesvømmerne.

I den seneste udgave af magasinet Svømmebadet kan du læse om, hvordan havnebade dukker op flere og flere steder i Danmark

 

Erling Madsen

 

Billedtekst/

Havnebadet Fisketorvet i København – nu tilbyder Hovedstadens Svømmeklub svømmeundervisning til børn og voksne. (Foto: Team Bade).

Skrevet af Administrator