Hvis du går med tanker om at afholde et arrangement i forbindelse med Hjertestarterdagen 2019, er tilmeldingen nu åben.
Af Casper Holm
Den 16. oktober afholder Dansk Råd for Genoplivning i samarbejde med TrygFonden Hjertestarterdagen, hvor der sættes fokus på vigtigheden ved at træde til med livreddende førstehjælp ved hjertestop.
Hjertestarterdagen ligger i efterårsferien og inviterer børn og voksne til spændende aktiviteter i hele landet for at sætte genoplivning på dagsordenen i Danmark. Flere end 10.000 danskere besøger arrangementerne, der finder sted i alt fra indkøbscentre til forlystelsesparker og banegårde.
Du kan støtte op om Hjertestarterdagen ved at lave et arrangement. Som udgangspunkt kan alle virksomheder, organisationer og frivillige tilmelde sig. Det er gratis at deltage som aktør, og det kræver blot lidt koordinering at få sat et arrangement på benene.
Du kan finde flere informationer omkring tilmelding og øvrige spørgsmål lige her.