TrygFonden lancerer livreddertårne i udvalgte svømmehaller



Onsdag den 2. oktober lancerede TrygFonden tre livreddertårne i henholdsvis Gentofte, Køge og Ikast. De tre tårne er del af et større projekt, der handler om at udvikle en livredderkultur med udgangspunkt i leg og læring.

Af Casper Holm

Kameraerne og mikrofonen var fundet frem, da Kildeskovshallen i går lancerede et splinternyt livreddertårn i samarbejde med TrygFonden.  

Kildeskovshallen var sammen med Køge Svømmeland og Ikast Svømmecenter blevet udvalgt som ét af de første tre steder i Danmark til at tage livreddertårnet i brug.

Livreddertårnet er en del af et større projekt fra TrygFondens side, der handler om at sætte fokus på livredning i de danske svømmebade. Tårnet er i den forbindelse pakket med masse udstyr, der kommer til at stå frit tilgængeligt for alle badegæsterne.

Målet er, at børn såvel som voksne skal lære, hvad livredning er for en størrelse. Det skal de gøre ved at lege med udstyret. For som René Højer, Programchef i TrygFonden, fortalte til lanceringen i Kildeskovshallen, så har alle børn og voksne på et eller andet tidspunkt udført livredningsrelaterede øvelser.

Hvem har f.eks. ikke trådt vande, dykket ned på bunden for at samle ting op eller hoppet i vandet fra kanten af badebassinet? Det kan de fleste formentlig skrive under på. TrygFondens pointe i den sammenhæng er, at man automatisk bliver mere sikker, når man svømmer og leger i vandet.

Med andre ord er livredning altså for alle.

- Vi håber, at de nye livreddertårne kan være med til at skabe en kultur, der gør livredning og sikkerhed til en naturlig del af dét at gå i svømmehallen. Det skal være sjovt, og det skal inspirere til leg og læring. Det håber vi, at de nye livreddertårne kommer til, fortalte René Højer til lanceringen.  

Næste step
Selvom livreddertårnene blev lanceret med manér i både Gentofte, Ikast og Kildeskovshallen, er de i første omgang kun til låns.

Om en måned skal de videre til tre nye svømmehaller. Den samme turnusordning kommer til at foregå en enkelt gang mere i starten af december, så livreddertårnene efter jul har været ni forskellige steder.

Til den tid vil TrygFonden have indsamlet data og gjort sig observationer i forhold til, hvordan tårnene og udstyret bliver brugt. Den data skal efterfølgende bearbejdes, og så er det ellers målet, at tårnene - som i øvrigt er malet i TrygFondens velkendte rød-hvide farver – på sigt skal ud til flest mulige svømmehaller i Danmark.

Til den tid forventer René Højer, at man skal søge om at få et af tårnene ud i sin svømmehal. Bliver den ansøgning godkendt, kan man få tårnet opstillet permanent.

Det er på nuværende tidspunkt ikke fastlagt, hvor mange eksemplarer der skal sættes i produktion. Det kommer formentlig til at afhænge af populariteten og den feedback, TrygFonden løbende indsamler.

Et umiddelbart hit
Det var dog tydeligt for alle deltagerne, at udstyret var et hit blandt de mange børn, der deltog i lanceringen i Kildeskovshallen.

Børnene blev hurtigt fortrolige med redningsudstyret, og der gik ikke længe, før de kastede sig i vandet og padlede rundt på rescue boards.

Andre prøvede kræfter med at bjærge redningsdukker på bunden af bassinet, mens en helt tredje gruppe børn øvede sig i at kaste livredningskranse ud i vandet.

Hensigten bag udstyret virkede altså til at fungere i praksis. Om det kommer til at fortsætte sådan, kan vi kun håbe. Men det følger vi op på i næste udgave af vores medlemsmagasin, Svømmebadet.

Her kan du læse et længere interview med Michael Iwersen, som er uddannelsesleder ved TrygFondens Kystlivredning. I artiklen kommer Michael til at gå i dybden med tankerne bag projektet, og så kan du også læse om, hvad livreddertårnet har betydet for de ansatte og alle badegæsterne i Kildeskovshallen.

Indtil da kan du finde meget mere information på TrygFondens hjemmeside. Den finder du lige her.    

Skrevet af Administrator