Kan problemet med mangel på svømmevand i Hovedstaden løses ved at indrette en hel masse små bassiner rundt om i byen?
Dét mener Ditte Rosenkrantz-Theil fra firmaet Svømmelæreren, hvis 14 svømmelærere underviser flere steder i København – på evig jagt efter mere vand!
www.svommebad.dk beskrev fornylig, at der er et stort underskud af svømmebade i Hovedstaden, hvor ventelisterne på at få svømmeundervisning vokser. Renoveringer er også årsagen til, at flere svømmebade har været eller er lukket i længere tid, så presset øges yderligere.
Urban Pool kræver blot 200 m2
Urban Pool kalder Ditte Rosenkrantz-Theil sin opfindelse, der består af et svømmebassin på 5 x 10 meter; en meter højt og med 50.000 liter vand. Prisen for bassin, teknik og opsætning er omkring én million kroner.
Det kræver 200 m2, et gulvafløb og et omklædningsrum, og kan derfor ifølge idékvinden nemt indrettes i kældre, kontorbygninger, butikker eller butikscentret – kort sagt: Dér, hvor folk er.
Ditte Rosenkrantz-Theil har startet en crowdfounding, som foreløbig har indbragt 100.000 kroner i forudtegnede træningstider. Og håbet er, at det første bassin kan åbnes til januar. Ideen er, at Urban Pool ikke kun skal bruges i København, men i alle større byer som har mangel på vandtid. Og en fordel er, at det relativt nemt kan flyttes et andet sted hen, så ejeren kan tage det med sig eller det kan flyttes til et andet sted med større behov.
Tænk på utraditionelle steder
Ditte Rosenkrantz-Theil ved godt, at mange svømmetrænere vil sige, at det ikke er muligt at træne på så lidt plads. Men Svømmelæren har faktisk med stor succes længe brugte et bassin på 4 x 10 meter, og når der undervises i 25 meter bassiner, deles de op i mindre områder. Manglen på vand har også gjort, at hun har fået adgang til flere hotellers svømmebassiner, som led i dét, at tænke utraditionelt:
- Eksempelvis står mange kældre tomme, fordi de blev brugt til arkiv, men i dag arkiveres elektronisk. Og i Kina undervises i babysvømning i storcentre, nævner Ditte Rosenkrantz-Theil som eksempler på nytænkning.
- Vi er også begyndt at kigge efter sponsorer og investorer. Vi forhandler med et større ejendomsselskab, som kan se en idé i at indrette en pool i et kontorbyggeri: Så kan deres lejere bruge det, når vi ikke underviser.
Erling Madsen
Billedtekst – Steelhouse/
Steel House Copenhagen på Vesterbro i København er et newyorker-inspireret luksushostel. Og et eksempel på, at Svømmelæreren går nye veje for at finde vand til undervisning.
(Foto: Svømmelæreren).