Hvor varmt skal vandet i svømmehallen være?



Afhænger af hvem der bruger det – men også sundhedsmæssige, tekniske og økonomiske forhold kan spille ind

Hvor varmt skal vandet være i en svømmehal? Flere medier har på det seneste taget emnet op efter det kom frem, at børn i Esbjerg frøs til svømmeundervisning.

Men dét med vandtemperaturen er ikke bare et spørgsmål om skrue op og ned, som vi gør hjemme med radiatorerne. Det er simpelthen ikke praktisk muligt i et stort svømmebassin.

- Første og fremmest handler det om, hvad bassinet primært bruges til. Men der er også sundhedsmæssige, tekniske og økonomiske forhold, som kan spille ind, fortæller Lars Norring, der er næstformand i Dansk Svømmebadsteknisk Forening, som er en brancheforening for landets 600 svømmebade og de, der leverer rådgivning og udstyr til dem.

Det bør også tilføjes, at mennesker heller ikke reagerer ens, og nogle vil meget nemt begyndte at fryse, mens andre bedre kan tåle ophold i vand på 24-26 grader. Gælder det svømmeundervisning, handler det også om at have nok instruktører i forhold til antallet af børn og sikre, at undervisningen tilrettelægges med aktivitet, så børnene ikke står og bliver kolde, mens de venter.

Sundheden vigtig

Med udgangspunkt i en sag fra Esbjerg har flere medier skrevet om, at børn får blå læber og fryser, når de er til svømmeundervisning, og flere forældre har derfor meldt børnene ud.

Som konsekvens af kritikken har Esbjerg Kommune besluttet at hæve vandtemperaturen fra 27 grader til 27,5 grader. I 2013 hævede kommunen også temperaturen; nemlig med én grad.

Naturstyrelsen konstaterer at temperaturen normalt ligger mellem 24 og 28 grader i et svømmebassin – dog med mulighed for højere temperaturer i børnebassiner, terapibassiner og spabade.

Og Naturstyrelsen bemærker om sundhedsaspektet: »I forbindelse med forhøjelse af temperaturen bør det erindres, at en høj vandtemperatur forøger hastigheden for bakterievækst og for kemiske reaktioner, bl.a. en forøget klorafdamping. Når temperaturen forhøjes, skal det sikres, at kravene til den cirkulerende vandstrøm gennem bassinet er overholdt.«

Temperaturen skal følge brugen

En typisk svømmehal råder over et 25 meter bassin og et mindre børnebassin.

- Elitesvømmere i det store bassin vil normalt ikke have over 26 grader, da det ellers bliver for varmt, når man svømmer meget. Derfor er løsningen at børnene lærer at svømme i børnebassinet eller tager våddragter på, siger Lars Norring.

Han er leder af Kildeskovhallen i Gentofte Kommune nord for København, som er velforsynet med et 50 meter bassin med 26 grader til elitesvømmerne, et 25 meter bassin med 28 grader, et børnebassin med 30 grader, et babybassin med 33 grader og et springbassin med 26 grader.

Ventilationen skal også følge med

I en typisk svømmehal vil lufttemperaturen være 1,5 grad højere end vandtemperaturen for ikke at trække for megen fugt ud af vandet og for at gøre det rart for gæsterne at være der. Men kommer luften op på 30 grader, bliver det for fugtigt at opholde sig i svømmehallen.

Der kan også være et økonomisk aspekt:

- Det koster 1,16 kWh per kubikmeter vand at hæve temperaturen én grad, oplyser direktør Lene Bach fra firmaet Processing Danmark.

Og et 25 meter bassin vil typisk rumme 400-700 kubikmeter vand.

Endvidere stiller en hævning af temperaturen også krav til ventilationsanlægget. Det skal kunne følge med, ligesom der også hér er et økonomisk aspekt: - Det koster flere penge at komme af med varmen i luften end at tilføre varme til bassinet, bemærker Lene Bach.

Der kan være penge i øgede udgifter

Og som en lille krølle på de øgede udgifter til varmere vand og ekstra ventilation, så kan udgifterne også betyde øgede indtægter. Det er eksempelvis tilfældet i svømmebadet Spektrum Odder i Østjylland:

- De fleste svømmehaller omkring os har 26 grader varmt vand – vi har 28 grader. Dét trækker børnefamilier til fra mange omegnskommuner, fortæller lederen Bo Kristensen.

 

Billedtekst/

- Elitesvømmere i det store bassin vil normalt ikke have over 26 grader, da det ellers bliver for varmt, når man svømmer meget. Derfor er løsningen at børnene lærer at svømme i børnebassinet eller tager våddragter på, siger Lars Norring fra Dansk Svømmebadsteknisk Forening.

Skrevet af Administrator