Nu bliver det nemmere at få godkendt et svømmebad



Nu bliver det nemmere at få godkendt og at godkende svømmebade med offentlig adgang: Miljøstyrelsen har netop præsenteret »Vejledning og godkendelse af svømmebade«, som bl.a. giver praktiske anvisninger på, hvad en ansøgning om godkendelse kan indeholde.

Den blev sendt i høring i marts 2016, og Miljøstyrelsen lovede på DSF’s årsmøde i marts, at der var på trapperne, men trinene har været lidt høje, så den er først kommet nu.

Baggrunden for vejledningen er, at både DSF og kommunerne har efterlyst en uddybning af Kapitel 10 i »Vejledning om kontrol med svømmebade« fra 2013.

De sundhedsmæssige og hygiejniske forhold er fortsat omdrejningspunktet – som i al anden lovgivning og vejledning fra myndighederne om svømmebade.

Et andet omdrejningspunkt er, at dialogen er vigtig. Og dermed følges op fra DSF’s årsmøde:

- Jeg vil opfordre til en god dialog mellem kommunen og svømmebadet, sagde cand.scient. bio Rikke Joo Vienberg fra Miljøstyrelsen i marts, og pegede på, at det er en vejledning, hvor der skal tages hensyn til de lokale forhold.

Vejledningen gælder på nye og eksisterende svømmebade, der skal godkendes, og der er praktiske eksempler på, hvad en ansøgning kan indeholde, så alt er på plads fra starten og godkendelsen derfor må formodes at gå lettere.
Af vejledningen fremgår også, at den drejer sig om alt »fra små udendørs bassiner på campingpladser, spabade og terapibade og til store svømmehaller og badeland.«
Det fremhæves også, at »som udgangspunkt er et svømmebadsanlæg omfattet af bekendtgørelsen, hvis svømmebadsanlægget må forventes at skulle benyttes af en større personkreds end en enkelt husstand. Det har ingen betydning, hvorvidt svømmebadet er privat eller offentlig ejet eller drevet.«
De senere år er kunstige svømmesøer med recirkulerende vand, der renses biologisk og
ikke desinficeres, dukket op flere steder i landet – og derfor har denne type bassin fået et lille afsnit og et bilag. Det understreges, at det fortsat er en type, som kræver dispensation.
Vejledningen finder du her: https://mst.dk/media/140112/vejledning-om-godkendelse-af-svoemmebade-okt-2017.pdf

Erling Madsen

Billedtekst – Ruds_Vedby_sprinklere/
Kunstige svømmesøer har vundet indpas flere steder – nu også i vejledningen om godkendelser af offentlige svømmebade. Billedet viser sprinklerne i forbindelse med den biologiske rensning af Ruds Vedby Friluftsbad på Vestsjælland. (Arkivfoto: Erling Madsen).

Skrevet af Administrator