- Der bliver skåret ned på svømmeundervisningen i de fleste skoler. Der bliver færre timer, og nogle gange bliver de endda undervist. Mange børn har ikke de færdigheder, de bør have efter et års svømmeundervisning i skolen. Så forældrene melder dem ind her, så de kan lære mere,« siger Ella Pedersen til Viborg Stifts Folkeblad.
Hun er formand for Viborg Svømmeklub, der nu kan notere 985 medlemmer - en fremgang på 210 på blot ét år!
Fremgangen er især blandt skolebørn, hvios forældre vil give dem et supplement til skolens svømmeundervisning. Avisen fortæller, at svømmeklubben efter nytår vil anvende et nyt undervisningsprogram:
- Vi har fået en undervisningskonsulent, som skal hjælpe os med at implementere det. Det skal ensarte undervisningen, så alle bliver undervist efter det samme koncept. Så er der simpelthen en specifik plan, man følger, hvor man så tilsætter øvelser fra gang til gang. På den måde bliver det den samme gode, ensartede undervisning, medlemmerne får,« siger Ella Pedersen.
Svømmeklubben har bedt kommunen om flere haltimer, men det kan ikke lade sig gøre:
- Vi er fuldstændig proppet, der kan ikke klemmes en time mere ind. Vi ligger jo lidt og slås med de andre svømmeklubber, men der er ikke mere at give af. Så lidt flere timer kunne man jo altid godt tænke sig, siger Ella Pedersen.