Præsten smed skoene



Blev viet på bassinkanten, hvor de mødte hinanden

Præsten smed skoene – men ikke for at gå på vandet. Sognepræst Kristine Stricker Hestbeck fra Havdrup Kirke holdt sig på bassinkanten fredag 12. januar.

Stedet var Solrød Svømmehal på Københavns vestegen, og det var ikke nogen tilfældighed, at Kirsten Børs Jensen og Kell Aune valgte at blive gifter hér, fortæller solrodnyt.dk.

»Solrøds svømmeglade brudepar mødte hinanden i Solrød Svømmehal. Her startede de med at stå og flette fingre på bane 3. I dag 3 år efter står brudeparret igen på bane 3. Men denne gang for at blive gift.«, skriver solrodnyt.dk.

Bruden er en erfaren svømmer med en livslang passion for svømning, og hun tilbød at lære brudgommen at svømme. Det lykkedes – og mere til!

De svømmer 2-3 gange om ugen, og det var derfor helt naturligt at blive viet en morgen klokken 8 med morgensvømmerne som vidner – og så fik vi også set på en video, hvordan AquaPunkt-udstyret også fungerer fortræffeligt som espalier.

Bagefter fulgte morgenbord med en salme, sange og taler. Du kan læse mere her og se billeder og video:
http://www.solrodnyt.dk/solrodnyt/Default.asp?article=17046

Erling Madsen

 

Kirsten Børs Jensen og Kell Aune blev viet af Kristine Stricker Hestbeck på bassinkanten i Solrød Svømmehal, hvor de mødte hinanden for 3 år siden. (Foto: solrodnyt.dk).

Skrevet af Administrator