Har du en kommende Svømmebadsassistent - eller kunne du tænke dig én?




Så er det nu, du skal gøre alvor af det!

Uddannelsen til svømmebadsassistent er p.t. en prøveuddannelse og det er derfor NU, du skal benytte dig af den. Får vi ikke 20 elever på hold 3, er det tvivlsomt, at uddannelsen nogen sinde vil blive et permanent tilbud.

Uddannelsen får rosende omtaler hvor end vi vender os: senest er den omtalt (sammen med 5 andre nye uddannelser) med en hel side i Berlingske i sommer. Artiklen er refereret på www.svommebad.dk – søg på uddannelse, og fortæller om de mange fordele som både elever og praktiksteder har af forløbene på erhvervsuddannelserne.

Praktikstedet

På foreningens årsmøde i april fortalte Jette Michaelsen fra Herning Svømmehal om de mange fordele, som praktikstedet har ved at have en elev. Det, som Jette især trak frem, var elevens nyerhvervede syn på de ting som man gør i svømmebadet ”fordi sådan har vi altid gjort”. I takt med elevens uddannelse, bliver der stillet kritiske spørgsmål til rutiner og målsætninger i svømmebadet, hvilket for de fleste virksomheder kan være meget sundt. Eleverne har i kraft af deres skoleophold en naturlig erfaringsudveksling, som praktikstederne ikke kan undgå at drage nytte af.

Tre fjerdedele af uddannelsen foregår i svømmehallen, og kun en fjerdedel på skolebænken, hvilket gør det nødvendigt at praktikstedet arbejder tæt sammen med eleven og skolen for at sikre sig, at eleven kommer de rigtige elementer igennem i dagligdagen.

Eleverne

Eleverne får en bred uddannelse med vægt på de forskellige opgaver, som udgør dagligdagen i et svømmebad: Eleven bliver i løbet af uddannelsen i stand til at løse opgaver inden for tre overordnede områder:

  • Sikkerhed
  • Service og kommunikation
  • Hygiejne, miljø/klima og arbejdsmiljø

Under de tre områder arbejdes der især med emner som rengøring, håndtering af farlige kemikalier, kommunikation, service, svømmeinstruktion, konflikthåndtering, eventplanlægning og – gennemførsel og salgsteknik. Desuden skal Erhvervslivredderprøven bestås i begyndelsen af uddannelsen.

I kraft af uddannelsens status som erhvervsuddannelse, samt det brede faglige spektrum får eleverne en rigtig god platform at arbejde videre med – hvis de ønsker at videreuddanne sig indenfor et af felterne kan de søge merit for de fag, som de allerede har haft under deres uddannelse til svømmebadsassistent.

Sådan gør du:

Uanset om du allerede har en ansat, der kunne tænke sig at påbegynde uddannelsen, eller om du vil ud og søge efter en ny medarbejder, skal svømmehallen godkendes som praktiksted. Det er skolen, der i sidste ende kan godkende praktiksteder, og der skal derfor sendes et ansøgningsskema med anmodning om godkendelse. Du kan finde flere oplysninger samt selve skemaet på www.svommebad.dk.

Når svømmebadet er godkendt som praktiksted, kan der indgås en uddannelsesaftale med en elev. Eleverne arbejder under en overenskomst, og der er dermed en mindsteløn og nogle arbejdsforhold, som skal overholdes i aftalen med den enkelte elev. Der er dog ikke noget til hinder for at man fastholder fx en allerede ansat medarbejder på dennes nuværende løn. Uddannelsesaftalen kan også findes på www.svommebad.dk.

Der er mange ting, der skal overvejes inden man indgår en aftale med en elev – og det er derfor en god idé at komme i gang nu – uanset om du vil tilbyde uddannelsen til en nuværende medarbejder eller slå stillingen op som ny stilling.

Har du spørgsmål til uddannelsen, økonomien eller hvordan du kommer i gang, er du meget velkommen til at kontakte sekretariatet på 43 52 43 53 – hvis ikke vi selv kan svare dig, kan vi som minimum guide dig videre til rette vedkommende. Og hvis det har interesse, vil vi også meget gerne komme på besøg i svømmehallen og tage en snak med både leder og potentielle elever.

Har du råd til at lade være?

Der er stadig en præmie til arbejdspladser, der indgår elevaftaler i 2012. Overvejer du derfor at oprette en elevplads, kan du tjene 56.000 kroner ved at gøre det i 2012 frem for at vente til 2013!

Skrevet af Administrator